Origami for blinde

Knebrefugl

Knebrefuglen er en et fuglehoved med et næb der kan åbne og lukke og give knebrelyde klak-klak-klak.

Design
Traditionel.
Type
Action.
Sværhedsgrad
Meget nem.
Papir
A6, 80-120 gsm

Foldning

Se også ordliste og foldehjælp.

Sørg for at markere alle folder skarpt.

  1. Vend papiret vandret, med de lange sider foroven og forneden. Bagsiden eller næbfarven op, hvis der er forskel.
  2. Fold den nederste, lange kant op til den øverste, og tryk flad så der dannes en tværfold.
  3. Drej papiret så ombukket er op og den åbne kant ned.
  4. Fold kanten af det øverste lag en lille centimeter op.
  5. Vend papiret om så undersiden kommer op, stadig med den åbne kant forneden.
  6. Fold kanten op så den matcher den ombukkede kant nedenunder.
  7. Åbn kanten op så den stritter ud.
  8. Fold det øverste, venstre, lukkede hjørne ned og til højre langs foldelinjen fra den ombukkede kant. Den korte side kommer til at ligge langs ombukslinjen. Hjørnet danner en retvinklet, ligebenet trekant når den er foldet.
  9. Gentag med det øverste, højre, lukkede hjørne: fold det ned og til venstre langs kantens foldelinje.
  10. Vip ombukskanten op igen. Den låser nu de foldede hjørner i position.
  11. Man kan eventuelt med en pen markere et øje ude i trekanten, og et andet øje i samme ende, men på den anden side.
  12. Vend papiret så det ligner en båd. Stik en finger ned i lommen mellem de to lag papir, så lommen åbner helt ned i de indre hjørner i bunden.
  13. Stil båden på et bord. Tag fat i midten af hver af de to ombukskanter - brug en hånd til hver.
  14. Træk kanterne fra hinanden og ned mod bordet. De to ender af båden vil vippe op og ind mod hinanden. De bliver til næbbet.
  15. Før de to ender af næbbet helt hen til hinanden og hold dem sammen.
  16. Hold i næbbet med en hånd så det er lukket, løft hovedet op og drej det så næbbet er vandret.
  17. Foroven og forneden er der et lukket hjørne der stikker ud. Hold om dem med en finger fra den anden hånd på hvert af hjørnerne: Tommelfingeren under det underste hjørne, og langefingeren over det øverste hjørne.
  18. Giv slip på næbbet. Fuglenæbbet er færdigt.

Brug

Linder man forsigtigt på tommel- og langefinger, vil næbbet åbne sig. Tryk, og det lukker sig igen. Gentag flere gange, og næbbets sammenlukning lyder som en knebren fra en fugl. Prøv at holde den op til øret og lyt.

Prøv også at lade den spise andre ting, for eksempel en papirskugle eller en næse.