Origami for blinde

Lindys æske

En simpel, dekorativ æske i familie med den spanske æske. Indvendigt er den som en terning der er åben opefter. Langs de fire overkanter og langs de fire sidekanter stikker en trekant ud. Indersiden og den øverste halvdel har en farve, undersiden og den nederste halvdel af ydersiden har en anden farve.

Design
Lindy van der Merwe.
Type
Æske.
Sværhedsgrad
Nem.
Papir
Kvadrat, 15 cm eller større.

Foldning

Start med inderside- og topfarven forrest.

Blintz og blintz igen

  1. Hold papiret med et hjørne i top og bund.
  2. Fold det nederste hjørne til det øverste, og fold ud igen.
  3. Drej papiret 90 grader.
  4. Fold det nederste hjørne til det øverste, og fold ud igen.
  5. Papiret har et diagonalkryds med to dalfolder. Hold papiret med en kant foroven og forneden.

Blintz og blintz igen

  1. Blintz som beskrevet og vend tilbage hertil.
  2. Vend papiret så de fire spidser foldet ind til centrum, er på forsiden.
  3. Blintz igen som beskrevet og vend tilbage hertil.
  4. På forsiden samler fire flerlagshjørner sig inde i midten. På bagsiden samler fire enkeltlagshjørner sig inde på midten. Nogle vil genkende dette som flip-flapperen lige inden den åbnes.

Omarrangering

Lagene skal nu omarrangeres så alle spidserne kommer på samme side.

  1. Fold modellen ud. Siden hvor de oprindelige papirhjørner ligger, skal forblive nedad.
  2. I miden af de fire halve diagonalfolder står papiret formentlig lidt opefter. Tryk let med en finger hvert af de fire steder, så de popper nedefter.
  3. Midten af hver af de fire kanter trykkes indefter, så de mødes i centrum. De vipper nemt om eksisterende dalfolder.
  4. I hjørnerne rejser trekantede spidser sig lodret op, med en skrå kant ind mod midten.
  5. De fire trekantede hjørner har en lomme i de skrå sider.
  6. Åbn disser lommer og tryk spidserne flade. Brug kun eksisterende foldelinjer.
  7. De fire hjørnespidser ender inde midt i papiret, forrest. Under dem er de fire foldede spidser, også midt i papiret. Overladt til sig selv, åbner alle spidserne op, lidt som en blomst der springer ud.

Foldelinjer til bund og sidekanter

Disse linjer gør åbningen af æsken mere præcis. De introducerer også nogle linjer i de forreste hjørnetrekanter som ender ubrugte.

  1. To modstående yderkanter foldes ind til midten, se skabsfolden. Marker skarpt, og fold dem ud igen.
  2. Fold de modstående yderkanter på den anden led ind til midten, se skabsfolden. Marker skarpt, og fold dem ud igen.

Spidserne foldes ud

  1. De fire forreste enkeltlags-spidser foldes fra midten og ud til hvert sit hjørne.
  2. De fire tolags-spidser folde fra midten og ud til hver sin side.
  3. Bagsiden er et glat kvadrat. Forsiden har en trekant i hvert hjørne, og mellem dem halvt så store trekanter der peger ud mod siderne. De små trekanter afgrænser i midten et kvadrat som senere bliver til bunden af æsken.

Alle foldelinjer er nu markeret.

Åbning af æsken

  1. Fokuser på et hjørne og kanterne i midterkvadratet.
  2. Stik fingre ind under kanterne og ud i hjørnelommen så hjørnet åbner sig indefra.
  3. Sørg for at hjørnetrekanten og de to nabo-sidetrekanter holder sig lukket. Brug tommel- og pegefinger til at holde på dem, mens langefinger og eventuelt ringfinger åbner hjørnet indefra. Alle disse fingre er fra én hånd.
  4. Med den anden hånd klemmer du sammen om de to nabokanter til hjørnet.
  5. Effekten er at hvor hjørnet før var en flad trekant, forvandles det nu til en lodret trekant af samme størrelse.
  6. Tryk flad ind til de foldelinjer der går fra æskens bundhjørne til tophjørnet.
  7. bundhjørnet af æsken er markeret af eksisterende foldelinjer om bundkvadratet. Tophjørnet er hvor to sidetrekanter møder hinanden.
  8. Gentag ovenstående åbning for hvert af de tre andre hjørner. Hvis der går kludder i trekanterne, få æsken klappet sammen til flad og start forfra på åbningen.

Finish

  1. Åbn enkeltlags-hjørnetrekanterne op, så de buer rundt om hjørnet.
  2. Tjek at bundkvadratet, hjørnetrekanterne samt midtertrekanterne i toppen står skarpt.

Brug

Brug den fx som bordpynt, med lidt lækkert i.